Klokken var omkring 13.30, og jeg havde endelig fået fri fra arbejde. Det havde været en rigtig lang dag, med en hel masse kunder, som havde en helt masse spørgsmål, som krævede en hel masse snak. Der var også blevet ansat en ny kollega, som jeg skulle oplære. Og oveni det havde vi også lige fået leveret nye produkter, så alting skulle rykkes, og jeg skulle finde en plads til en masse nye ting, og det var alt i alt bare ekstremt hårdt fysisk og psykisk arbejde. Så for at sige det kort, så var jeg udmattet og ville bare gerne hjem.
Men i det jeg går ned af trappen fra lageret, går den nye kollega hoppende forbi, og går fra at stå på det ene trappetrin til at støde direkte ind i mig.
Og i det øjeblik jeg tænkte at min dag ikke kunne blive værre, tabte jeg ovenikøbet også min telefon igennem gelænderet. Det var i det øjeblik, at jeg indså jeg ikke havde et cover på min telefon. Det var dog lidt for sent, for telefon lå allerede på gulvet og skærmen var allerede ødelagt.
Det tog meget selvbehersk at bevare min ro, men jeg gjorde det, og jeg tog min telefon op og gik ud ad døren med det samme, for at køre imod Fixphone.
Jeg var dybt lettet da jeg endelig var ankommet og gav dem min telefon. De fortalte mig de ville sætte en ny skærm på, og at de snart ville komme ud med den igen. Og ikke så længe efter kom de tilbage med min telefon, og denne her gang med en skinnende glat skærm i stedet for den meget knuste.
Derefter tog jeg endelig hjem, efter hvad jeg ville argumentere for var den længste dag i menneskets historie.
